Universiteter over hele verden har skabt grobund for store ideer og innovative virksomheder. RUCs første af slagsen – et såkaldt Spin-Out – er Tech-platformen, Thirdroom, hvor mødet mellem mennesker og viden får helt nye muligheder.

Skrevet af
Mette Rolan-Kjærsgaard

Chefredaktør

Læs orignialen ger på dette link:


Software til komplekst samarbejde

Kollaboration handler om at løse komplekse udfordringer ved at bringe forskellige parter og interessenter sammen – og det er den opgave, Thirdroom platformen løser.

»Det handler om tværgående problemløsning og kollaboration, men samtidig også om at give rum til fordybelse og koncentration. Samt om at dele viden og læring – det kan for eksempel være at RUCs studerende og forskere indgår et samarbejde med NGOér og en dansk virksomhed om rent vand i Afrika. Vi vil sætte mennesket i centrum og lade algoritmerne styrke projekterne og forskningen. Kort sagt skal data og algoritmerne arbejde for brugerne og organisationerne, ikke for Tech-virksomhederne og en afhængighedsadfærd, som vi kender det fra for eksempel Facebook og Instagram,« siger han.

Og netop når det drejer sig om samarbejde, er vi helt inde i kernen af RUCs DNA; det er den vuggegave, som RUC-studerende altid har båret med sig ud i verden sammen med eksamensbeviset. Derfor er der nærmest en poetisk skønhed over, at RUC første store satsning på en Spin-Out, altså en virksomhed med base i et universitetsmiljø, er baseret på netop de tanker. Og det er da også en begejstret rektor, som sender Thirdroom ud i verden med RUCs velsignelse.

»Det er en platform, der er vokset ud af RUC – fra HumTek-miljøet. Og det er ikke tilfældigt, at netop det fokus, der er på at dele og anskueliggøre både proces og resultat – og med et særligt fokus på tværfaglighed – kommer fra RUC,« siger rektor Hanne Leth Andersen

Ufarlige algoritmer skal gøre arbejdet

Den nye platform kommer til at skabe synergi mellem Thirdrooms arbejde med Novozymes’ åbne innovationsplatform HelloScience og Thirdroom på RUC. Kernen er den software og AI, der skal få mennesker og tanker til at mødes og befrugte hinandens ideer i det digitale bibliotek.

Lektor i Videnskabsstudier, Søren Riis, der også står bag delebilskonceptet GoMore, er en af ”bagmændene” og bestyrelsesformand i Thirdroom – han fortrækker selv titlen fødselshjælper – på den nye Thirdroom ApS:

»Tanken er et åbent netværk for viden – et mødested, hvor organisationer, virksomheder, vidensarbejdere og studerende kan mødes og hjælpe hinanden, men uden aggressive algoritmer, som vi kender det fra de sociale medier. Vi vil koble viden sammen, men også give en platform til de studerende, hvis projekter ofte ender glemt i et arkiv, hvor de studerende overser dem eller ikke så let kan finde frem til de mest relevante,« siger han.

Forretningstanken er, at andre universiteter skal købe adgang til platformen, mens den skal være gratis for brugerne. Men det handler ikke om profit i første omgang.

»Det er til stor gavn for de studerende – også fordi de kan se, at man faktisk godt kan blive iværksætter med eksempelvis en filosofibaggrund,« siger han.

  • Thirdroom har over 600 aktive projekter og mere end 800 studerende primært fra HumTek-miljøet

 

  • Thirdrooms AI-specialist har kortlagt over 17.000 videnskabelige artikler fra RUC og arbejder på at gøre artiklerne nemt tilgængelige for studerende og forskere.

 

  • Derudover arbejdes der på en app og et SDG ”Challenge Board”, der kan samle studerende, start-ups, forskere og mentorer fra erhvervslivet

 

  • Thirdrooms udvikling kan løbende følges på ruc-thirdroom.dk og HelloScience.io

 

  • Udover daglig leder Katja Gry Carlsen og Alfred Birkegaard, består Thirdrooms team af en koder, en AI specialist, en kunsthistoriker, en statskundskab’er, en HumTek’er, en filmskaber samt en kunstner.

Midler fra RUC og Vækstfonden

Thirdroom ApS har indgået en aftale med Vækstfonden om et COVID-19 start-lån med privat finansiering fra nogle udvalgte investorer; flere universiteter har meldt deres interesse, og RUC skyder selv penge i projektet. Platformen skal samtidig udbygges til at dække hele RUC, så alle studerende og ansatte kan få glæde af den – samt samarbejde om at gøre den endnu bedre.

»I Vækstfonden vil vi være med til at drive udviklingen af nye ideer og innovation. Dansk forskning er i verdensklasse, og de mange gode idéer fra universiteterne er med til at skabe nye virksomheder, vækst og arbejdspladser i Danmark. Det vil vi gerne være med til at understøtte, og derfor er vi glade for at bidrage til Roskilde Universitets første spin-out, Thirdroom, der har skabt en helt ny type vidensdatabase,« siger Anders Tofte, porteføljekundechef i Vækstfonden.

»Vi kan se, at studerende faktisk har svært ved at bruge universitetets og hinandens ressourcer optimalt – Thirdroom er et værktøj, der kan gøre deres eget arbejde tilgængeligt; ikke blot for medstuderende, men også for mulige arbejdsgivere. Det vil således både kommunikere og synliggøre deres arbejde og udvikle deres netværk,« siger Alfred Birkegaard.